I flere norske storbyer har DB Schenker som det første transportselskab effektiviseret citydistributionen ved at lancere eldrevne distributions-cykler. Allerede nu har det vakt stor opmærksomhed, når buddet kommer cyklende og leverer pakker.
De fleste ved, at fremkommeligheden i storbyer er meget nemmere på cykel end i en stor lastbil. Derfor er fordelene mange efter kun få måneder med den nye cykeldistribution. For som Lars Sveen, distributionschef i DB Schenker Norge, forklarer: ”Vi måler 40 % mere produktivitet sammenlignet med en lastbil i storbyen. Samtidig støtter det op om miljøet og mindre udledning af CO2. Udover fremkommelighed er der en anden kæmpe fordel: Der er altid nem parkering. ”
Med en lastekapacitet på 300 kg, og en batteritid på 80 km behøver den smarte cykel kun at lades en gang i døgnet. Den populære cykel bliver tit stoppet på Bergens gader for at folk kan tage billeder af cyklen. En af buddene Ion Gushtu, elsker opmærksomheden og motionen i det nye initiativ, han fortæller: ”Det er populært at køre miljøvenligt, og jeg tror, folk sætter pris på det. ” Ion har kørt i Bergen siden 5. marts 2018.